Ducati Danmark

Officiel dansk Ducati importør

På tur langs Vestkysten

/link/ae8340399d654babb4cb821d51f55b2d.aspx

4 dage på en Ducati Scrambler Icon

Niels og Marius fik i foråret 2016 en god ide. De vil køre på motorcykel så tæt på vandkanten som det er muligt fra grænsen til Skagen.

Danmark har en vild og varieret kyststrækning, med spændende muligheder for at køre på selve stranden og på små snoede veje tæt på.

De blev hurtigt enige om at en Ducati Scrambler vil være perfekt til formålet - og det var Ducati Danmark med på.

___________________________________________________________________________

Lang historie kort - af Marius Maarbjerg & Niels Rahbek

Marius’ gamle drøm om at køre fra grænsen til Skagen i vandkanten inden han blev
60, blev pludselig sat i gang noget før, end vi regnede med, da der åbnede sig en
mulighed for at lave et samarbejde med Ducati Danmark.
De var friske på at låne os to gamle italienerkørere et par helt friske Ducati Scrambler
Icon. Og så måtte vi jo se at få planlagt en rute og komme afsted på de 4 bedste
solskinsdage i september.


Med start i Holstebro, frisk kørsel til Møgeltønder, derfra ud til den sydvestligste
grænseovergang, kurs mod nord og så tæt på vandkanten som muligt til Skagen og
hurtigt hjem igen, så endte vi med 1200 km på alle de typer veje, der findes i Danmark – og lidt til.

Her er vores opfattelse af Ducatis nye satsning:

Det første indtryk af Scrambleren er, at den er lille, let og ekstremt let kørt. Et lavt
tyngdepunkt og et træk fra helt lave omdrejninger gør, at den kan køres med rumpen
eller et kast med hjelmen. Styret skulle lige stilles lidt fremad, så passede kørestillingen fint til mine 183 cm. På med den gamle magnettanktaske med kortlomme. De veje, vi skulle køre på, findes ikke på GPS.


Første etape: Landevejskørsel 250 km Holstebro - Møgeltønder

Fin kørestilling til landevejstempo - sædet er dog noget kort. Rygsækken startede på
bagsædet, men så var der for lidt plads til at skifte stilling, så op på ryggen med den og så var der fine variationsmuligheder. Affjedringen er fin fast til landevej og gearskiftet stramt og præcist.


Anden Etape: Møgeltønder til Skagen

Tre dage med 6-8 timer i sadlen hver dag. 701 km kørsel på landevej, bivej, grusvej, sti, strand og vandrerute. Efter mere end 30 år med mange forskellige gadecykler, alle i sport/sport-touring segmentet (p.t Niels; Ducati 851 og Marius; Monster S4), så fik vi begge kørt mere på ikke-asfalterede veje på disse dage end i de forudgående mange
år. Og det var fedt!




Niels udtaler: ”Scrambleren gav en ny dimension til MC-livet. Jeg har altid undret mig over dem, der synes, det er sjovt at cruise, køre offroad eller smutte rundt i jeans og gummisko på en caferacer. Nu fik jeg prøvet det hele i en lang konstant skiftende
kombination - og Scrambleren er perfekt til det.
Jeg har fået en ny dimension i mit MC-liv. Selv efter en hel dag i sadlen var jeg hverken øm i rumpe eller knæ - meget uvant i forhold til, hvad jeg er vant til fra 851´eren.

Scrambleren kan meget af det hele og kommer først til kort, når stranden går over i løst sand, hvor den graver sig ned. Jeg har dog lært efterfølgende, at så skal man bare
give noget mere gas - men nu var det jo ikke min egen MC!




Marius kommenterer: ”Den eneste ting jeg kunne ønske var, at affjedringen foran kunne udnytte hele sin vandring og at den kunne stilles lidt blødere bagi. Men er det ikke noget, der gælder for alle standard Ducati?”

Med en jævn og dyb brummen glider man afsted af de mest krogede stier uden at
fylde mere, end at man kan komme forbi alle steder med en meget sikker styring og let doserbare bremser. De to ens Scrambler fik mange positive kommentarer, uanset hvor vi var og udstråler stil og udtryk, hvilket giver ejerglæde for en MC!


En hel dag på stranden med sand og salt sætter sit aftryk på cyklerne, men de mange
sorte aludele kommer hurtigt tilbage til den oprindelige lækre silkematsorte overflade
med en grundig vask. Dækkene er grovmønstrede Pirelli MT 60, som giver en fin og
tillidsvækkende feedback på landevejen. Selvom hjulene er grovmønstrede, så giver
det ikke problemer at køre til kant på en snoet landevej. Samtidigt har de et ok bid på
grus og sand. Et glimrende kompromis, som passer fint til MC’en.

Tredje Etape: Motorvejskørsel hjem fra Skagen

Ja, her når vi så en begrænsning. Men det har jo nok aldrig været ideen, at man skal
køre i timevis med 150 km/t på en Scrambler. Stel og motor kan fint hænge med, men
man favner meget vind. Et lavere styr kunne hjælpe (og så kan man jo bare vælge en
Scrambler Flat Track Pro).




Samlet set må vi indrømme, at vi har fået en helt ny vinkel på vores MC-liv. En
Scrambler vil være et perfekt supplement til sportscyklen, for ud over en længere tur på motorvej, så er der ikke en vej, en tur, en sti, som ikke bliver lidt sjovere på en Scrambler. Vi er hooket!

Lyder Marius’ og Niels’ tur som en drøm for dig? Åben landevej, godt vejr og
køreglæden bag på en Ducati Scrambler? Så kontakt din nærmeste Ducati
forhandler for at høre nærmere om de nyeste Ducati-motorcykler.